Hvad er det bedste udstyr til at stoppe min hund i at trække i snoren? Hvad er det bedste anti-gø-halsbånd? Eller anti-gø-gadget? Kan jeg bruge en fløjte til indkald? Hvilket bur er bedst til renlighedstræning? Hvordan kommunikerer jeg bedst med min hundesnor?

Der er masser af spørgsmål ude i den store hundeverden og en stor del af dem har det samme til fælles. De drejer sig alle om at finde det bedste udstyr til at løse problemer med vores hunde.

Selvom det måske lyder sært i første omgang, så er det egentlig ikke så mærkeligt. Lad mig forklare hvorfor. Den teknologiske udvikling er bevæget sig med lynets hastighed de sidste 150 år. Efter århundreder med stearinlys og fakler, blev elektrisk lys i hjem udbredt omkring 1925 og kke engang 50 år senere stod det første menneske på månen. Det er ikke mindre end fantastisk, og gennem de seneste 20 år, har denne udvikling bevæget sig endnu hurtigere.

Men hvad har alt det så at gøre med hunde, kunne man fristes til at tro. Med hver teknologisk udvikling der er blevet introduceret til vores hjem, har vores liv og kommunikationsstandarder ændret sig. På godt og ondt. Det er her vores hunde kommer ind i billedet, for i midten af denne udvikling ser det ud som om vores forhold til vores hunde har ramt en sprogbarriere.

Lad mig forklare. Et af de steder hvor den teknologiske udvikling har haft størst indflydelse på det seneste, er inden for vores kommunikations- og arbejdsprocesser. Vi er stort set hele tiden forbundne og forskning inden for arbejdsmarkedsvidenskab bliver ved med at anspore os til at “work smarter, not harder.” Ofter bliver vi også udstyret med enheder der skal hjælpe os med at gøre dette.

Det er alt sammen fint og godt, men det er her vi skal huske at denne justering af vores dagligdag har sat en del mennesker i en situation hvor størstedelen af deres kommunikation foregår via elektroniske enheder.

Nogle er endda blevet afhængige af disse kommunikationsenheder, fordi deres naturlige kommunikationsmønster er blevet ændret på grund gennem tilførelsen af nye vaner og nye kommunikationskanaler.

Men hvad med vores hunde? Vores hunde har været med os hele vejen. Men mens vores kommunikationsmønster er blevet justeret gennem ændringer i vores miljø, så har hunde ikke oplevet behovet (eller muligheden, måske?) for at ændre deres naturlige kommunikationsmønster.

Kort sagt, så er vores hunde ikke i en position hvor de kan vælge at bruge kommunikationsenheder til at kommunikere med os. De fortsætter med at kommunikere med os med deres eget sprog, som af og til inkluderer adfærd vi nok helst ville undvære. Når det sker, så søger vi at finde en dims der kan afhjælpe problemet. Havde vores hunde gennemgået den samme ændring af deres liv, med implementeringen af dimser og dutter der skal gøre deres dagligdag lettere, ville det ikke være et problem.

Men, det har de ikke og heri ligger problemet. Effektiviteten af mange af disse problemløsende gadgets, markedsført til hundemennesker er i bedste fald noget der måske, måske ikke virker. I værste fald kan de påvirke vores hundes velfærd negativt. Denne problemstilling bliver sjældent nævnt. I hvert fald ikke fra producenterne, der mest er interesserede i bundlinjen. I jagten på de sorte tal, appelerer de til den del af menneskeheden der bruger forskellige gadgets til at gøre vores liv nemmere.

Og os mennesker? Vi er blevet vant til at blive assisteret i vores dagligdag af fen blandet flok af forskellige gadgets. Men det betyder også at vi ofte føler stor skuffelse når disse ting ikke virker efter hensigtens. Når hunden trækker igennem en anti-træksele eller gør patronen i et citronellahalsbånd tom.

Måske føler vi endda at fabrikanten har fejlet os ved ikke at løse vores problem. Hvis du kan genkende dette, så vid at jeg føler med dig. Jeg har også haft investeret i antitrækseler i håb om at redde min skulder. Men alt det gav mig, var en trist hund. Og nu ved jeg hvorfor.

Svaret er i sig selv ret simpelt: kommunikation. Forestil dig at forsøge at tale til folk i et chatroom uden mikrofonfunktion. Ingen vil høre dig indtil du begynder at skrive og justere din kommunikation til en model som modtageren kan “høre” og forstå.
Måske bliver de endda irriteret og ender med at gå videre med deres egne projekter uden at bekymre sig det mindste om dit input. Alt sammen fordi kommunikationen endte med at være ensidet. Lidt ligesom de fleste gadgets der lover os klar kommunikation med vores hundevenner disse dage.

Hvis vi ser på vores hunde, så er de dyr der har udviklet en enestående evne til at kommunikere med mennesker. Hunde og mennesker har udviklet sig side om side og udviklet et bånd der ikke kan sammenlignes med noget andet. Vi har allerede hvad vi skal bruge til at kommunikere med vores hunde, for de er så strømlinede med mennesker at vi ikke behøver gadgets. De er lige her hos os, og hvis vi lærer dem at vi lytter, så vil de også lytte til os.

I min næste blog ser vi lidt på hvordan vi kan bruge vores naturlige sprog til at etablere en god tovejskommunikation med vores hundevenner.