I lyset af de mange spørgsmål om gøen der er rundt omkring, vælger jeg her at dele Akiras historie. Da jeg startede med denne metode, var Akira halvandet år gammel, og havde nogle problemer med at være udfarende over for andre hunde. Det har vi arbejdet rigtig meget på, og det har hjulpet en masse, men en bivirkning af denne tendens, er desværre gøen i haven.

Du gode gud, jeg frygtede en sommer hvor jeg ikke ville kunne lade hende nyde haven. Vi bor ved siden af en meget befærdet cykel-gangsti så der er nok at gå af med børn, hunde cyklister og alt andet godt der kunne færdes i sådan et område. Så jeg var nødt til at finde på noget.

Det første skridt var kun at lade hende have havetid under fuldt opsyn i haven, med snor på, så jeg havde en chance for at aflede hende før hun røg op i det røde felt helt henne ved hegnet. I lommerne havde jeg lækre godbidder og hendes yndlingslegetøj og i øjnene havde jeg opmærksomme øjne til at holde øje med alle potentielle triggere så jeg kunne reagere hurtigere end de kunne komme tæt på. Det jeg så gjorde hver gang jeg spottede en potentiel trigger, var at kalde på hende og holde en fest med hende!

Det tog små 4-5 forsøg i snor før jeg kunne gå videre til kun at holde øje med hende uden at have snoren på. Reelt set holdt jeg mere øje med området end med hende, så jeg var klar til at starte en fest når jeg spottede noget hun kunne finde på at gø af, men det virkede. Igen var opskriften “hvad hun kunne finde på at gø af=den bedste fest med mig!” Og efter et par dage begyndte hun at se efter mig når folk gik forbi og forventede at jeg festede med hende, så det var lige det jeg gjorde.

Men så var det vi ramte en mur. Folk der gik forbi haven og lod deres hunde gø af mine eller lod dem forsøge at interagere med mine gennem hegnet. Du gode Gud, Akira satte ikke pris på det (og det gjorde vores anden hund Shorty heller ikke, så hun kom med i programmet på det tidspunkt)

Jeg er udmærket klar over at det er helt normalt for hunde at “gø igen” når andre gør af dem, så jeg prøvede at spørge folk om de ikke nok ville lade være med at lade deres hunde forsøge at interagere med mine. Jeg prøvede at fortælle dem at jeg var ved at lære mine hunde at være stille i haven og at deres adfærd gjorde det meget svært, så hvis de ville være søde og rare bare at nøjes med at gå forbi og ignorere os i stedet, ville det være dejligt.
Men, mennesker er som mennesker er, så det hjalp ikke en hujende fis. Så tilbage til tegnebrættet med mig.

Løsningen blev at jeg simpelthen begyndte at lære mine hunde at hundegøen betød at jeg havde noget lækkert til dem. Jeg valgte at lære begge mine hunde den adfærd, mest fordi jeg indså at det var en praktisk ting.

Fremgangsmåden var simpel. Hver gang der var en hund der gøede, gav jeg dem en godbid. Hvis de ikke var i nærheden, kaldte jeg på dem og gav en godbid. Det virkede perfekt, men jeg har også en del gøende naboer, så der var masser at øve sig med uden at have udfordringen med at den der gør var lige på den anden side af hegnet.

I sidste ende måtte jeg lære Akira at forbinde 2 ting med alt godt: alt og alle der gik forbi haven skulle være lig med sjov og ballade og gøen skulle være lig med at komme til mor og få godbidder.

Nu er status at jeg har hunde der, for det meste – det er ikke perfekt endnu, ser efter mig når de hører gøen. Jeg har hunde der, for det meste, kan observere verden fra haven, uden at skulle gø af den. De kan også høre ting udenfor, og tøffe ud for at undersøge det, men uden at gø af det.

Ovenstående artikel er små 2 år gammel og status i februar 2021 er at vi kan have Akira med i haven, sende hende i baghaven når vi ser folk komme hen. Hun kan stadig finde på at blive tosset på en hund, men fremskridtet er bestemt til at få øje på.