Hvorfor jeg ikke bruger bur

I løbet af de seneste par år har jeg, især på de sociale medier, observeret en stigende trend med at bruge bure til hunde. De bliver især anbefalet til hvalpe og den generelle opfattelse virker efterhånden til at være, at man ikke kan opfostre en hvalp uden at putte den i et bur, hver gang men ikke har mulighed for direkte at interagere med den. Buret skulle også lære hvalpen at blive renlig og i denne forbindelse anbefales det ofte at buret skal være så småt at hunden kun kan rejse sig og vende sig. I sig selv er den type anbefaling problematisk på grund af fysiske begrænsninger, men når man kobler det sammen med en hundehvalp, der endnu ikke er fysisk udviklet nok til at have fuld kontrol over deres kropsfunktioner, betyder det at hvert uheld der måtte ske (og uheld sker med hvalpe, ligesom de gør med babyer) bliver utrolig ubehageligt.

Hvad skete der egentlig med den “gamle metode” og hvorfor gik den af mode? Brugen af bur i det omfang jeg ser nu er relativt ny. Den er tilkommet inden for de sidste 10-20 år, og virker, set fra min vinkel, som et produkt der er markedsført for at dække et behov der faktisk ikke var der. Jeg lever i det lille land Danmark, og selvom jeg tænker mig meget grundigt om, kan jeg ikke huske at have mødt ret mange almindelige hundeejere der brugte bur i dagligdagen, og slet ikke til renlighedstræning. Reelt set, kan jeg kun huske en eneste person der brugte bur i dagligdagen, og selvom det er et anekdotisk bevis, så er det tankevækkende at den hund ikke nåede at fylde to år, men blev aflivet på grund af aggression.
Så rent kulturelt er trenden med at den gennemsnitlige hundeejer holder hvalpe, og voksne hunde for den sags skyld, i bure i dagligdagen, også helt fremmed for mig. Ikke dermed sagt at hundebure er lavet af ondskab. Bevares, de har da et formål i forhold til transport, veterinærbesøg og lignende korte tidsrum, men historisk set, har mennesket bevist at det er fuldt ud muligt at holde hund, uden at holde den i bur en stor del af dagen, så jeg forstår helt ærligt ikke denne pludselige udvikling. Jeg tror dog fuldt og fast på at vi kan vende tilbage til udgangspunktet uden bure, hvis vi prøver.

Er der noget om snakken?

Men hvis det begynder at vinde indpas, på der vel være noget ved snakken? Måske, men så alligevel ikke. Og det bringer mig videre til hvad jeg egentlig vil med denne blog. Jeg bliver ofte spurgt hvorfor jeg ikke bruger bur, mine bevæggrunde for at jeg ikke tror på at brugen af bur i dagligdagen til hunde og hvalpe i almindelige hjem er en god ide. Jeg bliver også ofte spurgt om hvordan jeg så formår at nå at se mine hvalpe blive voksne, og den del vil blive dækket i slutningen af denne artikel. Men først vil jeg dele nogle af mine betænkeligheder omkring bure i dagligdagen.
Introduktionen af bure iblandt den generelle befolkning, er det første der giver anledning til en del bekymring hos mig. Mange mennesker har ikke øje for hvordan et bur skal introduceres og selvom vi for længst har afvist at grædende babyer er en god ting, så har denne overbevisning ikke formået at flytte sig over til den generelle befolkning af hundemennesker. Det på trods af at der findes materiale der beskriver hvordan det påvirker dyr at være påvirket af stress og hjælpeløshed. Hvis du har snuset til hundetræning, eller er træner, så ved du hvad indlært hjælpeløshed er og hvordan det opstår, og du er muligvis også klar over hvor stressende det er for dyr at “lære” på den måde. Men når den generelle befolkning stadig tror på at en hvalp bare skal græde sig i søvn, eller at en voksen hund skal ignoreres til den falder til ro, betyder det at mange hvalpekøbere kommer hjem, stopper deres nye hvalp i bur og efterfølgende er tvunget til at gennemgå en længere stressperiode, både for hund og menneske, med en grædende hvalp, der ikke kan forstå sit nye miljø. Som mennesker er vi i øvrigt forprogrammeret til at reagere på baby-stress, så grædende børn af alle arter udløser stress hos os. Det er simpelthen ikke det værd, for nogen af os.

En anden, meget brugt metode til at få hunden til at acceptere buret, er også at fodre den i det. Denne metode har jeg også store problemer med at acceptere. Denne metode anbefales både til hunde der fint går ind i buret, men også som løsning til hunde der ikke vil i nærheden af buret til at starte med, og det er her kæden hopper af. Jeg har lige været omkring emnerne stress og hjælpeløshed, men jeg synes det er værd at gentage i den her sammenhænge, for når vi ser på en hund der ikke vil ind i et bur, er det så fair at stille dem over for valget mellem at sulte, eller gå ind i buret? Det synes jeg ikke det er. På samme måde som det heller ikke er en god ide at håndfodre en sky hund, da det skaber konflikt for hunden. Mad og vand er en stor del af det at dække hundens behov, det er ikke noget vi skal skabe konflikt omkring, og slet ikke i træningens navn.
Men det er i øvrigt en god illustrering af hvor stor forvirring der egentlig er omkring hvad bur-træning er og hvordan man gør det rigtigt, og på hundens vilkår.

Hvad er bur-træning så?

Bur-træning beskrives af den generelle befolkning som det at have sin hvalp i bur når man ikke kan interagere med den, eller mellem toiletbesøg. Dette er ikke træning, det er simpel brug af bur i dagligdagen, uden et træningsaspekt.
Hvad bur-træning i virkeligheden er, eller bør være, er processen at tilvænne en hund at være i et bur, uden stress og i et trygt miljø. Dette skal gøres på hundens vilkår for et bedste resultat. Processen omkring bur-træning alene, gør at brug af bur i dagligdagen ikke egner sig til hvalpe, da det ofte er hurtigere og mere skånsomt for hvalpen at lære at navigere i hjemmet, end det er for den, hvis den bruger store dele af tiden i et bur, uden foregående træning.

Det bringer mig videre til problematikken i at bruge bure som hjælp i renligheds-træning. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige at det reelt set modarbejder os. Ideen er at hunde ikke vil eliminere hvor de sover, og selvom de ikke vil det, så er det bare ikke realistisk med hvalpe, af den simple grund at de endnu ikke har udviklet nok muskelkontrol til at kunne holde sig. En anden vigtig del af at renlighedstræne en hundehvalp, er også at lære den at huset ikke er et toilet. Når vi begrænser dens eksponering til huset, altså det miljø den skal lære at være renlig i, trækker vi faktisk den tid ud det vil tage at lære hunden at de forskellige underlag i huset ikke er tisseunderlag. I meget alvorlige tilfælde risikerer man at lære hvalpen at buret er der hvor man ikke tisser, ikke hjemmet. Vi begrænser også hundens naturlige adfærd omkring toiletbesøg, og på den måde begrænser vi vores egne muligheder for at lære at aflæse vores hunde. Derfor opbygger vi en større chance for at hunden har uheld indendørs, simpelthen fordi vi ikke har lært at læse vores hund. Et spørgsmål jeg ofte ser stillet, er der en del nye hundeejere der beklager sig over at hunden ikke “siger til” når den skal ud, men i virkeligheden har alle hunde en specifik, ofte individuel, adfærd omkring trang til at eliminere, og vi kan nemt forstærke den ved at tage hunden ud når denne adfærd viser sig, forudsat at hunden har rum til at udføre adfærden så vi kan se den, altså. Den mulighed bliver naturligt begrænset når vi placerer hunden i et lille indelukke som et bur. For eksempel har mine egne hunde lært os at når de går ud i gangen, så er det ved at være tid. Så selvom vi har et skema for hvornår hunden skal ud, så passer det ikke nødvendigvis til hundens behov og i sidste ende så er vi mennekser, vi kan glemme ting og derfor anbefaler jeg klart at have hvalpen fri i det rum du opholder dig i, så den altid kan få din opmærksomhed og ikke behøver at tisse i sin seng.

Min bekymring omkring renligheds-problemer begrænser sig i øvrigt ikke kun til hvalpe. Som mennesker, anser vi det som en universel ret at kunne gå på toilettet når vi skal, en ret jeg som tarmsyg gennem de sidste par år har sat stor pris på. Alene tanken om at sidde i et rum uden adgang til toiletfaciliteter når man mister kontrollen, er skrækkelig for mig, og jeg kan ikke tænke på nogen grund til at udsætte et dyr, der allerede har begrænset frihed over deres valg, for den stress. Personligt vil jeg så også hellere vaske mit gulv, end at vaske en hund der har stresset rundt i sine egne efterladenskaber. Og selvom det er en personlig preference, og vi hele tiden får at vide at vi ikke skal menneskeliggøre dyr, så vælger jeg at tro på at nogenlunde alle hundehvalpe, og voksne hunde, deler den preference. Men hvad har det med voksne hunde at gøre, fristes man måske til at spørge. Og det giver mening. Voksne hunde er som hovedregel renlige, men de kan sagtens blive syge. Som reference har jeg netop haft en hund med akut diarré. Hun kunne ikke holde sig, mens jeg var på arbejde og det var tydeligt at se at både hun, og min hundehvalp var stærkt påvirket af lugten i stuen da jeg kom hjem, selvom prutten lå i det fjerneste hjørne af stuen. Jeg fik naturligvis sat pasning i værk og behandling, så hun kunne blive frisk igen, men jeg følte på intet tidspunkt at et bur ville hjælpe i denne situation. Jeg er faktisk ret sikker på at hun havde været stærkere påvirket, hvis hun i et bur havde været tvunget til at sidde lige op og ned af sin afførring, og måske endda kommet til at træde i den. Hunde i alle aldre kan få akut diarré, blærebetændelse eller andre diagnoser der kan påvirke renligheden og det mindste vi kan byde dem når de har det skidt, er at de ikke skal sidde oven i deres egne efterladensskaber.

Som hjælp til at begrænse destruktion i hjemmet er buret også ofte anbefalet, men det kommer med de samme problemer som renlighedstræningen. Naturligvis stiller det visse krav til indretningen af din bolig, men langt de fleste boliger kan sagtens hvalpesikres med meget få justeringer. Men ved at bruge et bur, begrænser vi hundens mulighed for at lære at navigere i det miljø den på sigt skal fungere i, og vi begrænser den i at udvikle en naturlig måde at fungere i huset på. Vi begrænser den i at interagere med sit miljø, noget som er en meget vigtig del af at vokse op. En vigtig del af hundetræning er at give hunden et miljø, hvor den kan tage gode beslutninger, mens vi begrænser muligheden for at den kan tage dårlige beslutninger. Når vi placerer den i et bur, kan den ikke tage nogen beslutninger. Der finder altså ikke nogen læring sted, i løbet af en stor del af døgnet. Sidst men ikke mindst, begrænser vi vores egen mulighed for at belønne hunden for at tage rigtige valg.
Brug af bur i længere perioder, så som en arbejdsdag eller om natten, er i strid med hundens søvnmønster. Det er ikke unormalt at folk forsvarer brug af bur om natten og mens man er på arbejde under det påskud at hunden alligevel sover. Det har på sin vis sin rigtighed, men så alligevel ikke. Hunde har nemlig et polyfasisk søvnmønster. Det betyder at de sover i sover i flere små portioner og ikke en lang søvn som vi mennesker typisk gør. Et studie lavet i Perth, Australien 1992, viste at hunde i gennemsnit havde 3 søvncyklusser på ca 21 minutter hver time, hvoraf 5 minutter af hver cyklus var vågen, hvor hunden udførte en eller anden form for aktivitet. Aktiviteten var beskrevet som værende alt fra aktivitet direkte på deres seng, aktivitet uden for kameraet, men også aktivitet i et område op til en hel kropslængde rundt om sengen. Jeg har endnu ikke set et bur der tilbyder den mængde bevægelsesfrihed, med mindre man selvfølgelig putter en Chihuahua i et kæmpebur. Dog vælger de fleste mennesker bure deres hunde kan stå og dreje rundt i, ikke meget større. Det vil sige at en hund i bur er stærkt begrænset i sin naturlige adfærd og dermed også begrænset i at få sine behov dækket en stor del af dagen. Det er nemlig heller ikke unormalt at hunde ikke har adgang til vand i løbet af den tid de er i bur, hvilket på sin vis ville være OK, hvis hundene bare sov, men det gør de bare ikke. Det er værd at tilføje til det her, at man ikke behøver et studie som det fra Australien, for at vide hvordan hunde sover. Det eneste man behøver, er at sætte et kamera op derhjemme. Jeg har observeret det personligt mange nætter med mine egne hunde, ligeså vil mange andre hundeejere have i løbet af søvnløse nætter.

Problemadfærd

Problemadfærd er et vidt begreb, men for hunde med problemadfærd i hjemmet, er den første del i en diagnose ofte om hunden har fået sine basale behov dækket. Hvis man ser på de problemstillinger jeg har beskrevet ovenfor, så er buret nærmest en opskrift på problemadfærd. Alene problemstillingen omkring hundenes søvnmønster, er nok til at give problemer. Jeg forestiller mig at du godt selv ved hvordan du har det, i perioder hvor dit naturlige søvnmønster er forstyrret af den ene, eller den anden årsag. Det er ikke rart, og trætte mennesker, er ikke rare at være sammen med, så skal vi virkelig byde vores hunde det samme? Så hvis en hund ligger i bur om natten, er nattens søvnmønster forstyrret. Lægger man dertil en arbejdsdag i bur til, hvor endnu mere af hundens naturlige søvnmønster er forstyrret, vil vi få en hund der er overenergisk at komme hjem til. En velkomst, langt de fleste ikke magter efter en lang arbejdsdag. Resultatet kan hurtigt blive at hunden kommer ud og tisse når vi kommer hjem, men fordi den er så uregerlig, ryger den tilbage i buret, fordi menneskerne ikke kan overskue det. Jeg kan godt forstå dem. Og hvis det er dig jeg skriver om her, er jeg nødt til at sige, at du er ikke et dårligt menneske af den grund. Men jeg er også nødt til at sige at der er andre muligheder. For når hundens basale behov er dækket, så går problemadfærd ofte i sig selv igen, og en meget god måde at dække en stor del af de daglige behov, er at sikre at vi tager hensyn til hundens naturlige søvnmønster. Dermed ikke sagt at det er umuligt at inddække hundens behov i løbet af resten af dagen, hvis man bruger bur, men det er en meget stor opgave, især for den gennemsnitlige familie med en travl hverdag. Så er det virkelig en god ide at anbefale folk et bur, når buret øger kravene til deres indsats resten af dagen? I mine øjne er det ikke. Det er hårdt at have en hvalp. Vi behøver ikke gøre det mere besværligt, ved at promovere unødvendig brug af bure i hjemmene.

Når nu du er nået hertil, vil jeg gerne gøre opmærksom på at ovenstående drejer sig om unødvendig brug af bure i hjemmet. Har du en medicinsk eller adfærdsdiagnostisk grund til at bruge et bur, og gør det i samarbejde med en professionel, med det mål at udfase buret, eller med kraftigt fokus på at opveje for manglen af behovsdækning i dagligdagen, er sagen selvfølgelig en anden. Men som hovedregel, behøver normale, sunde hunde ikke at være i bur, store dele af dagen.

Bruger jeg så aldrig bure til noget?

Betyder alt det jeg lige har skrevet så at mine hunde ikke er bur-trænede? Niks. Det er de. Shorty var ikke, men det var et spørgsmål om størrelse. Dyrlægerne gad ikke engang have hende i bur, de gange hun havnede der. Og når nu vi er ved dyrlæger, så er det også et argument der ofte bliver trukket frem i forbindelse med bure. Hunde bør være vant til bure, for at minimere stress i forbindelse med dyrlægebesøg. Måske. Men, jeg har svært ved at købe den. Hunde er en art, der har så svært ved at generalisere adfærd, at hvis du lærer din hund “sit” i køkkenet, foran køleskabet og kun mens du står lige foran den, så er det kun der Fido kan finde ud af det. Du skal groft sagt lære hunden at sætte sig ned igen, når du når ind i stuen. Den lærer det godt nok hurtigere i stuen, fordi den allerede kender den overordnede ide, men det kræver arbejde at generalisere sit til at gælde både i stuen og køkkenet. Og hvorsomhelst ellers, for den sags skyld. Af den grund, tør jeg godt skyde på at en hund der kender et bur hjemmefra, ikke laver den samme forbindelse til et bur hos en dyrlæge. I øvrigt, så er der også en masse andre faktorer i spil hos en dyrlæge. For det første, så er hunden syg. Det vil sige at den allerede er stresset, muligvis har ondt og kan lugte alle de ubehagelige ting en dyrlægeklinik lugter af. Når hunden kommer ud af behandlingen hos dyrlægen, så er den ofte på stærke smertestillende og ved at vågne op fra narkosen, så sandsynligheden for at buret i sig selv gør en forskel for hunden i den situation, er forsvindende lille. Ikke dermed sagt at forudgående bur-træning ikke kan mindske det en lille smule, men det er ikke det jeg ville sætte som hovedårsag til at træne en hund til at være i et bur. Mine egne er trænet til det, med henblik på transport og holdtræning.

Den sidste ting jeg vil påtale i forhold til bure, er argumentet for at de skulle være hundens helle, hvor den skulle kunne gå hen for at være i fred og at et bur skulle fungere sådan fordi hunde er hule-dyr. Allerførst, så er hunde ikke-hule-dyr. Hunde, og andre medlemmer af canis-familien, bruger huler til at opfostre deres hvalpe i. Det vil sige at når de naturligt ville komme ud af hulen omkring ved 8-ugers alderen, så stopper vi dem i et bur. Et andet typisk kendetegn for en hule, er at den ikke har en dør. Hunden har altså fuldt of fast kontrollen over hvornår den vil være derinde. Det forholder sig ikke sådan for vores hunde, derfor har denne sammenligning simpelthen ikke nogen hold i virkeligheden. I forhold til at give hunden et helle, så skulle man mene at en hvilken som helst seng hunden fandt komfortabel skulle kunne gøre det. De fleste hunde går væk når de vil have fred og det er vores opgave som mennesker at respektere det. De bør ikke skulle gemme sig i et bur for at vi kan forstå det. Hvis din hund foretrækker en hule, så kan den naturligvis få en, men i det tilfælde er det vigtigt at vi tilbyder den frihed til selv at vælge, enten ved at afmontere døren, eller sørge for at den ikke kan lukkes i ved et uheld.

Men hvad gør jeg så?

Det her afsnit, starter med en lille historie. En gang for meget længe siden, havde jeg en unghund der fik fat i mine p-piller. Min fejl. 100%. Jeg var selv ung, og ringede straks til dyrlægen i panik, for jeg var jo bekymret for min vovse. Det dyrlægen sagde til mig har fulgt mig lige siden. For efter han havde forsikret mig om at min hund nok skulle klare den (det gjorde hun, og blev 11 år), så sagde han at det opkald ville han ikke have en anden gang, for nu var det min opgave at indrette mit hjem, så det passede sig for en unghund. Det var ord at tage til efterretning, for manden havde jo ret.

Løsningen var at putte mine piller, og andre løsdele på mit sengebord, i ned skuffen. Ryddede overflader i hjemmet, og sko ind i skabet. I grunden, helt simpel oprydning. Kabler havde vi allerede sørget for at afskærme, for en sikkerheds skyld. Denne unghund var Shorty, en Grand Danois-blanding på ca. 40 kilo på det tidspunkt, så selv hvis jeg havde kendt til bure dengang for 13 år siden, så havde jeg ikke haft plads til et i mit hus alligevel. Shorty voksede op til at være en afbalanceret hund. I løbet af de første 2 år røg der et headset eller en sko i svinget, men overordnet, klarede vi os med simpel oprydning, samtidig med at hun fik ordentlig mulighed for at tygge ben, og fik alderssvarende motion. Det viste sig i øvrigt også at der var et mønster i de ting hun tog, for hun stjal kun ting hvis vi dagen forinden, havde været hurtigt hjemme, og så gik igen. En detalje, der gav os mulighed for at arbejde med problemet, i stedet for at skjule det.

Vores næste hvalp, Akira, fik vi da Shorty var 9 år. Før vi fik hende hjem, gennemgik vi det område vi skulle have hende i. Kabler blev skærmet af med strips og plader. Ligeledes blev vores trappe blokeret, så hun ikke kunne falde ned, når nu hun kun var et lille fnug på 2 kilo. Hun mindede os hurtigt om at det var en god ide at sætte skoene væk igen. Mine sko manglede i en periode alle agletten på snørebåndene…. min fejl. Akira har også godt styr på hjemmet nu. Det havde hun faktisk allerede før hun blev et år gammel.

Nikuya, der er vores nyeste tilføjelse, har været lidt mere spændende. Hun gnavede faktisk i vores ene dørkarm. Det var nyt for os, men så snart vi opdagede det, afskærmede vi dørkarmen, hvilket havde den ønskede effekt. Vi gjorde også en anden ting, for lige som med Shorty’s tyveri, var der et mønster. Det viste det sig faktisk at Nikuya havde en blærebetændelse. For dørkarmen hun havde tygget i, det var den dørkarm der ledte ud til hoveddøren, og ud til der hvor man skal tisse. Det var ikke den dørkarm der er let tilgængelig, lige ved hendes seng, det var ikke stoleben, eller bordben. Det var målrettet, og det havde en årsag. Efter en omgang behandling for blæren, gik problemet i sig selv. I mellemtiden fik jeg en veninde til at lukke hende ud i løbet af dagen, så hun havde mulighed for at tisse, hvis hun skulle det. Jeg kunne godt have haft hende i bur, men det ville have forhindret mig i at diagnosticere, og efterladt mig med en hund med chance for at tisse på sig selv, selvom det havde redet min dørkarm.

Nikuya har godt nok også snuppet en ting her og der, men fælles for alle de ting, er at jeg har ladet dem ligge fremme. En anden ting, Nikuya fandt underholdende, når hun var alene hjemme, var at vende mine tæpper om, og smage på undersiden. Det var nemt at fikse med en stol på kanten af tæppet og så hendes legetøj strøet strategisk rundt om i stuen. Havde det ikke virket, kan tæpper heldigvis rulles sammen og lægges væk en periode, eller hun kunne have været flyttet til køkkenet for eksempel. Det er kreativt, ja. Det sætter krav til mig, og mit hjem, det er også rigtigt, men på den anden side, har jeg fået hunde jeg kan stole på i mit hjem ret hurtigt – Nikuya er på nuværende tidspunkt ikke engang et år gammel og håndterer fint at være i et hjem uden problemer. Og helt ærligt, så stiller vi så store krav til vores hunde i hverdagen, at det er helt fair at de stiller krav til os. Vi skal trods alt leve sammen. Det jeg så får igen, er hunde der er afslappede når jeg kommer hjem, hunde der har haft mulighed for at udføre naturlig adfærd mens jeg er nødt til at gå på arbejde for at tjene til deres føde og hunde hvor jeg meget hurtigt kan spotte adfærdsændringer, fordi de ikke er maskeret af et bur. Og hvis du spørger mig, så er det prisen og kreativiteten værd, for mine hundes komfort kommer før min egen.

Hvis du føler dig klar til at gå en fremtid uden bur i møde, så vid at jeg er her for dig, og jeg gerne støtter dig på din rejse. Hvis du endnu ikke er helt overbevist, så er det også i orden, men gør dig selv, og din hund, den tjeneste at træne buret rigtigt. I videoen nedenfor kan du se hvordan man træner hunden til at acceptere at være i et bur, på hundens vilkår.