”A growl in many instances is considered a sinful act when really it’s beautiful, perfect communication”
Hvorfor købte jeg denne bog?
Jeg er ikke flov over at indrømme at jeg er fan af Sallys arbejde, men med det sagt, så købte jeg i virkeligheden den her bog, fordi jeg elsker sprog, og det er aldrig en dårlig ide at tilføje flere sprog til samlingen. Men også fordi jeg, som mange af jer, lever med hunde hver dag, og det er utrolig vigtigt at vi kan kommunikere med dem vi bor sammen med. Egentlig føler jeg at vi skylder hundene at lære deres sprog, lige så meget som vi forventer at de lærer vores. Og da tovejskommunikation er den bedste måde at opbygge et godt forhold, så blev jeg nødt til at købe denne bog.
Hvad kan bogen?
Det der står på pakken. Bogen guider dig igennem alt hvad du har brug for at vide om hundesprog i et let tilgængeligt sprog, krydret med både illustrationer og smukke stilbilleder.
Bogen er opdelt i to dele. Den første del er en illustrativ guide, med tegninger, mens den anden del anvender stilbilleder til at demonstrere hundeadfærd. Første del bliver i øvrigt afsluttet med en lille pop-quiz, så du er sikker på at du har fået det hele med, mens hvert enkelt kapitel har en side med højdepunkter fra kapitlet, der hjælper dig med at opsummere indholdet inden du går videre. Overordnet fokuserer bogen meget på den individualitet hunde har og den søger at lære os at leve sammen med vores hunde og respektere deres individuelle grænser. Den tilegner også et helt kapitel til aggressivitet, hvilket er et emne jeg tror den gennemsnitlige hundeejer, og den generelle befolkning for den sags skyld, ved alt for lidt om. Så hvis du ikke er helt sikker på at du har brug for den her bog endnu, så læs den i det mindste for kapitel 9. Du kommer ikke til at fortryde det.
Hvad kan bogen ikke?
Ingenting? Altså, naturligvis er det ikke helt sandt, for bogen berører ikke nogen af de emner den ikke handler om, og hvorfor skulle den også det? Det er en sprog-bog, og det gør den helt perfekt. Men hvis du leder efter et stort udvalg af billeder til at analysere, så skal du måske opgradere en smule (Canine Body Language – A Photographic Guide” by Brenda Aloff kan klare det for dig), men der er helt ærligt ikke noget den her bog ikke kan, som bør afholde den gennemsnitlige hundeejer fra at læse den. Det samme gælder hvis du er professionel, i øvrigt. Bare læs den.
0 kommentarer